Hold jeres næste møde eller konference hos os – med god samvittighed

Safe to visit

I forbindelse med genåbningen er det afgørende, at vi er i stand til at skabe sikkerhed og tryghed for vores gæster. Derfor har HORESTA udarbejdet vejledningen SAFE TO VISIT

Med HORESTAs nye vejledning, SAFE TO VISIT, har vi al den nødvendige information om myndighedernes anbefalinger og krav til at holde afstand, arealkrav, krav til rengøring, hygiejne, gæstehåndtering og arbejdsgange m.v. samt HORESTAs råd i den forbindelse.
Som en del af materialet er der også kommunikation til gæsterne, som vi kan udlevere og som vi har hængt op på hotellet.
Her kan vores gæster let og overskueligt se, hvordan vi sikrer dem et trygt besøg ved at følge myndighedernes krav samt HORESTAs anbefalinger.

I tilknytning til SAFE TO VISIT er der desuden produceret diverse materialer, som vi bruger til at hjælpe gæster og medarbejdere til at overholde blandt andet afstandskrav, med tydelig skiltning og afstandsmarkering.

Eliteleverandør

Vi er super stolte over at kunne meddele at vi igen er kåret som Eliteleverandør. Dette har vi haft æren af de sidste 5 år. Og nu igen …

Munkebjerg Hotel var blandt de 1% største leverandører til den offentlige sektor i 2019.

“Med en samlet fakturasum til det offentlige på 12.927.209 kr. har de placeret sig i den absolutte elite af leverandører; en præstation, der påkalder sig al ære og respekt”.
Danmarks Statistik estimerer, at der i 2019 var omkring 300.000 aktive virksomheder.
Den øverste procent udgøres således af i alt 3000 virksomheder. Fakturasummen, som angives ovenfor, er opgjort som summen af bogførte fakturaer hos i alt 279 offentlige myndigheder på tværs af alle sektorer (kommuner, regioner, stat, forsyningssektor og selvejende institutioner).  Der er således et mindre antal myndigheder, der ikke indgår i opgørelsen.

Green Key

Green Key (Den Grønne Nøgle) er turismens internationale miljømærke, som gives til turistvirksomheder, som gør en ekstra indsats for at beskytte miljøet. Green Key findes nu på omkring 3000 turistvirksomheder i omkring 60 lande.

En miljømærket virksomhed skal leve op til mange konkrete og relevante miljøkrav, som sikres ved en omfattende godkendelsesprocedure og ved løbende kontrol.
Alle medlemmer af Green Key behandles, godkendes og kontrolleres løbende af en Jury bestående af Friluftsrådet og HORESTA, mens Miljøstyrelsen deltager som observatør med indflydelse på procedure og kriterier. Denne sammensætning sikrer et godt fagligt input til drift og udviklingen af miljømærket uafhængig af særlige erhvervsinteresser. Green Key er en selvstændig international mærkningsordning.

FN`s Verdensmål

Munkebjerg Hotel er certificeret i FN´s Verdensmål indenfor hotel-og konference. Vi har dermed udarbejdet en målrettet strategiplan for fremtidens fokuspunkter, og starter med mål 2, 12 og 12.5.

FN´s verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats-og regeringsledere på FN topmødet i New York den 25. september 2015.

Verdensmålene udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De fokuserer ligeledes på at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner, og på at styrke internationale partnerskaber.
Den nye dagsorden anerkender således, at social, økonomisk og miljømæssig udvikling, fred, sikkerhed og internationalt samarbejde er tæt forbundne, og at det kræver en integreret indsats at opnå holdbare udviklingsresultater.

Danmarks 3. største kongres- og konferenceby

MeetingVejles mål er at samle mødesteder. 9 professionelle aktører, der er gået sammen for at løfte i flok. Så andre fællesskaber får gode oplevelser.
Vejle hører til i Danmarks 3. største kongres- og konferenceby med 1.350 hotelværelser og venues med plads til op til2.000 deltagere. Den lille, særlige storby. Hvor du er tæt på alt, og intet er langt væk. Hvor alt hænger sammen forbundet i en helhed.

Infrastrukturelt gør E45, Aarhus og Billund Lufthavn, at vi er oplagte. Og så mestrer vi at være mindeværdige.
Vejle har en kombination af natur og kultur, som skaber et særligt rum for ethvert møde. Her hyldes shopping og gastronomi, der giver god grund til at gå ud, selv når du er på arbejde. Derfor er vi gentagne gange kåret som Danmarks bedste handelsby.